Data er magt. Og magt deler man ikke frivilligt. Alle vil eje data. Derfor ejer ingen den. Ikke fordi ingen vil tage ansvaret. Men fordi de tre aktører, der slås om det, mener tre forskellige ting med ordet. Systemejeren læser ejerskab som kontrol: mine data må ikke bruges til noget, andre kunne bygge på. Den forretningsansvarlige er ligeglad med, hvor data ligger, bare behovet dækkes. Så ingen ejer det vigtigste spørgsmål: hvilken kilde er den rigtige, når to systemer er uenige? Platformejeren vil slet ikke eje data. De vil have frihed til at bruge dem. Men frihed og ansvar følges ad, også når man kun bad om friheden. Tilbage står den hjemløse del af ejerskabet: ansvaret for kvaliteten og for at afgøre, hvad der er sandt. Ingen fortolkning rummer den. Og det er dér, datakvaliteten dør. Ikke på platformen, men ved kilden, hvor ingen har mandat til at rydde op. Det kunne man leve med, da data bevægede sig langsomt. Med AI bygger enhver nu en beslutning oven på den nærmeste kilde uden at spørge, om den var den rigtige. AI løser ikke en uklar ejerrolle. AI skalerer prisen for den. Så hvorfor definerer ingen rollen, når alle kender problemet? Fordi at definere dataejerskab er at omfordele magt. Og magt giver man ikke fra sig, fordi en konsulent har tegnet en pæn matrix. Det er ikke et teknisk problem. Det er et ledelsesvalg, ingen tør træffe. Hvem hos jer har mandatet til at afgøre, hvad der er sandt, når data er uenige? Mehr sehen